Hvem har den største følelse i dansk rap?

Billede

Mit seneste indlæg var oplagt og udlagde oplysninger om diverse lyrikeres piksona, i et forsøg på at give en grov guide til mine hungrende homegirls derude. Den lille tekst om dette store emne, viste sig at vække umådelig interesse, og jeg fik flere tusinde besøgende i løbet af blot få dage. Succesen har efterladt mig med lidt af et dilleremma, for jeg er på den ene side positivt pirret over påskønnelsen, men piver også over dens påtrængende natur. Jeg har hidtil været en pertentlig, påpasselig og privat person, mistroisk, misantropisk og helst mikroskopisk, gemt væk i et lillebitte hus for mig selv og min sjæl. Jeg er angst anlagt. Jeg er frygteligt frygtsom. Jeg foretrækker at flygte – langt ind i mit indre, ensomt isoleret i mørket, Sennheisers trykket mod ørene, tryllebønne i munden og min danske rapmusik i hovedet. Og nu er jeg derude. Ude i den store, farlige verden. Derude. Folk skriver til mig, folk læser mig, folk tager stilling til mig. Jeg har selvsagt selv skabt det og skaber mig ikke over at få hvad jeg vil ha’, men jeg må reagere, kommentere… Analysere på det. Hvad skal jeg gøre af dette afgørende nye element i mit liv?

 Jeg sidder stadig her i mørket, mærket af den mærkelige angst, mistroisk og glad på én gang. Bange og lykkelig i samme nu. Jeg kender kun til ét redskab, der kan redde mig. Lyrikken. Og der er ét nummer, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, når jeg bliver overmandet af mine dæmoner:

 

Jeg kan være den mur der beskytter din krop
eller blot en bunke sten hvis du selv vil byg’ den op

 

Angst er sindssygt. Min krop er et tempel, frygt er mit stempel og skæv er min vinkel. Så jeg er nu et hus, en bondegård der forgår, plantet i den jyske muld. Den kolde nordvestenvind piber ind af mine sprækker og blæser igennem stuerne. Det er netop en mur jeg har brug for. En mur der beskytter min krop. En tyk, tryg mur mod en styg, styg natur. Men illustrerer Illusionisten ikke nødvendigvis en illusion? Er det ikke hans natur? Givetvis. Selvfølgelig. Men teksten er ord og ord er sten. En stor stak af sten, som jeg kan pille fra hinanden og bygge som jeg vil. Sandt at sige er jeg ingen sandsigerske og ved vel egentligt ingenting om hvad Fyrsten har tænkt da han skrev sin tekst. Og det er også lige meget og på den måde bliver han og jeg meget lige. Bortset fra at jeg, teknisk set, er skæv lige nu. Men vi er lige i den forstand, at vi begge kan forstå hvad ordene skal stå for, for os selv og selvfølgelig kun dét.

 

jeg kan være den rebstige du bruger til at flygte
og på samme tid den tryghed du ik vidste du stadig søgte

 

Og han har ret. Jeg flygter – det er en simpel handling. Men det er kun når jeg står stille at jeg finder trygheden. Den tryghed jeg ikke vidste at jeg søgte. Den opstår, når nye ordsammensætninger opstår og jeg forstår et nyt perspektiv. Ordene er overalt omkring os, men især findes de i vores tanker. Når jeg hører raplyrikken og forstår en sammenhæng, en form som stenene kan opstilles i, så får jeg et nyt billede i mit hoved. Et nyt ord at tænke på. Et nyt ord at tænke med.

 

Jeg kan være det sidste slag hvor håbet triumferer
Jeg kan være dit hvide flag når du ik rummer mere

 

Jeg har været helt færdig de sidste par dage. Chokket over bloggens pludselige popularitet handlingslammede mig. Så jeg hejste det hvide flag og trak mig dybt ind i min rap-verden. Men derinde, hvor den stenede mur gav mig en smule tryghed, kunne jeg føle den spirende, pirrende glæde over at have produceret noget som rakte udover min egen verden. Dét skal i allesammen have en særlig tak for. I har vist mig, at mit liv kan være andet og mere end dette lille værelse, disse hovedtelefoner og mine egne dumme, krøllede tanker. Det giver mig en modvægt til angsten. Det giver mig håb.

 

Og i sidste ende vil håbet triumfere!

Tak.

hvem har den største pik i dansk rap?

Billede

Et spørgsmål, som enhver ungmø med en sund interesse for rap, må spørge sig selv, er hvor i miljøet man finder det tungeste forplantingsorgan? Sådanne overvejelser er hårde som sten, og må selvsagt få tårene til at trille hos jomfruer overalt i landet. Og da det jo ikke går at alle mine homegirls på den måde gør sig selv helt våde, så har jeg besluttet at give dem en hjælpende hånd (pun intended) og afdække præcist hvilken rapper der egentligt har den største pik.

Jeg har igennem min research fundet frem til 3 mulige kandidater, som jeg vil analysere hver for sig for derigennem at kunne finde en vinder.

 Første pik på banen er Specktors

Det er her klart at Specktors gerne vil have at pigerne får det stramt over deres pik, men jeg må indrømme at jeg får det mere stramt over deres lyrik. Først og fremmest så benytter rapperne det meste af deres tekst, til at sammenligne deres respektive pjorter med tilfældigt udvalgte celebreties, hvilket måske kan være meget sjovt, men altså ikke siger så meget om det vigtige: Størrelsen. Dog findes 2 linier, hvor en reel størrelsesangivning finder sted, nemlig disse:

 Min pik – er tung som en sandsæk

Din pik – den er tynd som en tandstik

En sandsæk må siges at være en respektabel målestok for en pik. Det er også godt som pige, at vide at den kan tåle nogle tæsk.

Billede

 Næste dillejavertus vi skal have under luppen (hvilket, i sagens natur, ikke burde være nødvendigt), er Slogan.

min pik – varmesøgende stingermissil-pik

din pik – tarmskyllende hippie-tahin-pik

min pik – skarptskydende dræbermaskine-pik

din pik ligner en limstift! Yo seriøst makker, det’ pinligt!

 

Her påklistres, slask, ekstra prædikater, der ikke kun udsiger noget om størrelsen, men også om hvilke andre fortrinlige egenskaber pikken besidder. Det er eksempelvis godt for de hotte tøser, at vide at den er varmesøgende – og for de der gerne vil have en lille rapper-unge i maven, er det rart at høre at den også skyder med skarpt!

Billede

 Sidste pik på banen er Rux.

Her er teksten ikke altid så lige til, og det tog mig faktisk en smule tid at forstå den sidste linie. Måske kan han godt lide at hans pik kommer godt ind i hovedet på pigerne?

 Det’ ik’ fordi at jeg siger at jeg har et kæmpe lem

men jeg har aldrig haft svært ved at finde ud af labyrinten igen

tænk over den

 Efter en smule research, fandt jeg ud af, at der her er tale om en reference til den oldgræske Theseus-myte, hvor helten trækker en snor igennem labyrinten, som han senere kan bruge til at finde ud igen. Det er indviklet måde at sige at man har en stor pik på, men det der tilsyneladende menes, er at Rux kan lægge sit pikhoved ved labyrintens indgang, og så blot følge lemmet tilbage når han skal ud igen. Smart.

Billede Så hvem vinder?  Her følger min dom:

 Længste: Rux (men er den så også tynd som en snor?)

Tykkeste: Specktors (men er det ikke svært at give en håndjob med boksehandsker?)

Bedste egenskaber: Slogan (men hvad hvis man IKKE vil være gravid?)

 

God fornøjelse homegirls!

Om ensomhed og hiphop (Abbaz vs Amro)

Billede

Jeg bryder mig ikke om mennesker. De er generelt store, brovtende og utilregnelige. Jeg har en kat som jeg ikke engang stoler helt på. Samtidigt elsker jeg mennesker. De er generelt mystiske, fascinerende og utilregnelige. Spændende væsner jeg hverken kan holde ud eller holde mig fra. Det er ikke ligefrem nemt at konstruere en hverdag, der kan forene disse 2 modsatrettede principper – men jeg har afdækket et par sindrige snydekoder i min afsindige søgen efter mening i tilværelsen. Først og fremmest kan man, og det gør jeg, studere menneske-væsnerne på behørig afstand. Som den isdronning jeg er, har jeg nemlig lavet et troldspejl, som jeg benytter til at spionere på hele den store verden. Computerskærmen giver mig et indblik i omverdenens udsøgte uudgrundelighed. Her kan jeg med sjælefred nyde en stille tryllebønne og fundere over virkelighedens sælsomhed. Netop derfor indtager rap en særlig plads i mit skrøbelige ungpigehjerte – her findes en rigdom af indtryk, udtryk og aftryk, som jeg på tryg afstand, trykket mod skærmen, kan studere og forsøge at forstå.

Er det måske også derfor at lyrikken har så stor betydning for mig? Personlighed kommer til udtryk igennem ord, og for en som er ensom som mig, så kan kunstnerisk personlighed kunstigt udfylde ét af de to tomrum (høhø) som findes i mit liv . Og når jeg snakker om personlighed i lyrik, så handler det ikke om dybfølte emo-tekster om kærlighed eller filosofi. Dén slags kan være præcist ligeså fladt og generisk som uoriginal blære-rap. Nej, når jeg snakker om personlighed, så handler det om lyriske detaljer der afslører hvordan rapperen tænker. Ord er netop dét vi begriber verden med, og den måde vi sætter ord på tanker, viser mere om hvem vi er, end tankerne i sig selv.

Hele denne tankestrøm jeg her nedfælder, er motiveret af, at jeg for kort tid siden hørte 2 tracks i træk og trak på skuldrene af det første, mens jeg blev fascineret af det sidste. Det første er dette:

På nummeret hører vi Abbaz sige følgende:

Og nu det’ hele blevet så pååå

forskellige byer, de piger der kommer og gååå

Budskabet i linierne er simpelt: Rapperen har succes, hvilket afspejles i hans nyvundne eftertragtethed blandt skønne damer. Et meget lignende budskab finder vi på det næste track jeg hørte, nemlig dette:

Her hører vi Amro rappe linierne:

Det især når de ser mig at de servicerer mig

når de under min standard og ik’ verificerbare

Ret beset, så siger Amro nøjagtigt det samme som Abbaz. De skønne damer vil ha’ ham og han er derfor rigtigt sej. Det er simpelt, det er primitivt og det er generisk. Men hvorfor trækker jeg på skuldrene af Abbaz version af budskabet og bliver begejstret over Amros?

Det handler om formulering. Hvor Abbaz benytter standard-formulering ”det’ så på”, så fifler Amro med fonetikken: Især-ser-servicér. Så selvom at linierne i sidste ende betyder det samme, så formulerer Abbaz det på en måde vi alle har hørt før, mens Amro, i sin jagt på et interessant ordspil, formulerer en ny linie. Med andre ord, så skal jeg aktivere mine små grå hjerneceller for at danne mig et billede af Amros tekst, mens Abbaz’ linier opfordrer min hjerne, til at blive i den samme celle som den startede i.

Budskab er skabt for at kunstnere kan skabe sig, men alt det fede, alt det som det i virkeligheden handler om (for os ensomme aficionadas) ligger i en formue af formfuldendte formuleringer. Far, får får får? Nej, får stopper deres blogindlæg når de ikke har mere at sige. Ses!

(og så hedder det altså “kommer og går” Abbaz! Ikke “kommer og gå”… Sorry, skulle af med det.)

Hiphop er ikke kaput – for Kaput er hiphop!

Siden jeg var en lille pige, har jeg hørt de små mystiske undergrundsvæsener hviske om Loke Deph, det ukendte skyggevæsen med ben i næsen og skills ud af røven. Med lys, lygte og undersøisk sonar har jeg søgt efter denne sagnomspundne figur, men altid er vejen endt blindt for mig. Højest fandt jeg et støvet, umixet track på en obskur hjemmeside et sted i mørket, men aldrig et sammenhængende projekt; en plade eller bare en EP. Jeg havde egentligt opgivet håbet, da uhyret pludseligt trådte ind i offentlighedens blændende spotlight, på de berømte SpolOp-cyphers, hvor han med matematisk præcision myrdede konkurrencen og selv den legendariske Pede B måtte se sig selv aldeles outshinet. Og så – pif, paf, puf – var manden væk igen. Kan det virkeligt passe at undergrundens bedst bevarede hemmelighed, denne ufravigeligt stilsikre rapper, ikke kan få nosset sit radmagre korpus sammen til at lave en plade? Rækker hans afsindige og metaforiske stil kun til et gæstevers hér og en støvet soundcloud-udgivelse dér? Måske.

Eller hvad? Prøv at tag et kig her:

Måske har han fundet sin redning. For der pusler mange mystiske væsner under den danske raps løvseng, og om natten kan man se deres øjne lyse. Ét af disse væsner hedder Esben. Bare Esben. Hans stil som rapper er flyvsk, drilsk og dyster som en elverkonge på badesalt. Han maler storslåede scener i sort/hvid, med pentagonisk perfekte penselstrøg, der får lytteren til at tro på både dommedag og frelse, uden at forstå hvorfor.

Dette edderkoppelige tankespind synes at have indfanget den evigt undvigende Loke Deph, og sammen har de skabt en ny, dragende og uforståelig lyd i Kaput.

En af mine yndlingsbeskæftigelser er, at finde en fed punchline og analysere dens sproglige indhold, forstå dens dybde og afgøre hvor stærk den i sisdste ende er. Til trods for at Kaput holder sproget i højsædet, er dette dog ingenlunde muligt på de numre de indtil videre har udgivet. Det er knapt afgørbart hvor én linie slutter og den næste begynder, da deres lyrik snarere synes at være vævet sammen af skæbnens tråde, til en associativ mosaik af musik, end at være opgjort af adskilte og forståelige idéer. Billeder opstår og forgår og afløser hinanden i et væk, på en måde der tilsyneladende både betyder alt og intet på samme tid og som aldrig helt lader sig fange af tanken.

Bandets fremtid er lige så mystisk som dets medlemmer. Der findes 4 musikvideoer på YouTube, men intetsteds kan man finde oplysninger om et eventuelt kommende projekt. Vil Loke Deph endelig komme på lak, eller er Kaput et midlertidigt projekt der aldrig bliver til mere? Jeg ved det ikke. Men jeg håber. For Esbens kakofoniske stil synes at skabt noget nyt og unikt i mødet med Loke Dephs skarpe, skæve og skøre levering. Er der en klassiker på vej, eller vil Kaput svinde ind og blive til ingenting igen? Kun tiden har svaret.

Er lyrikken på vej tilbage i dansk rap?

Det her handler om

at det her handler om

at det der betyder noget

er det der betyder noget

- Tegnedrengen på Rent Mel i Posens debutudgivelse “Langt Om Længe”.

Billede

De sidste 3-4 år har dansk rap været domineret af en række fænomener, der har hjulpet til at bringe genren ud til et meget større publikum end hvad vi nogensinde før har set. Kidd og hele Cheff-records-bølgen bragte en uimodståelig fandenivoldskhed til bordet, mens dancehallens popularitet hjalp til at sætte fokus på dansksproget lyrik og urban stil. Grime-bevægelsen løb parallelt med dette og bidrog med rå og komprmisløs gadestil, hvilket bivirkede at rap-kulturen beholdt sin hårde kant. Og det var jo altsammen super dejligt. Men nu hvor vi ligesom har set Cheff-drengene være fandenivoldske, på samme måde i 3 år i træk, hvor vi efterhånden er blevet lidt trætte af at høre den samme trommerytme på hvert eneste dancehall-track og hvor grime-bølgen har vist sig kun af producere Gilli som et holdbart navn – er det så ikke på tide at vi begynder at se os om efter noget nyt?

Og jeg tror at der er noget nyt på vej! Eller noget gammelt. Noget nyttigt gammel-nyt, nytænkende gammeldags stil. Ord, masser af ord. Efter at have cruiset YouTube tyndt og med knaldrøde øjne set samtlige ti milliarder nye rapvideoer, der er blevet udgivet her i starten af 2014, så tror jeg faktisk at jeg, i bedste fremtidsforsker-stil, kan pege min knortede sandsigerske-finger i retning af den nye trend: Lyrik. Ja, noget så gammeldaws som et fokus på sprogets finurligheder og de enkelte ords mange betydninger, synes igen at vinde indpas efter mange år i eksil.

Billede

Hør og se Mund De Carlos nye video “Hti Med Den” her. Et levende eksempel på en dybtfølt interesse for sprogets finurligheder.

Og hvorfor mon? Kan det være, at alle de nye lyttere, som oprindeligt blev fascineret af Kidds charme, er blevet trætte af at høre variationer over den samme simple tekst igen og igen og igen? Kan det være at alle de danseglade, unge mennesker efterhånden har hørt nok sange der handler om deres røve og på hvilke måder de skal ryste den?

Kan det virkeligt være, at folk gerne vil have noget mere? Noget man kan høre igen og igen og finde nye skatte mellem linierne hver gang? Noget der tydeligt tilbyder at betyde noget betydeligt? Noget der kildrer lytterens nysgerrighed og inviterer hende med indenfor, i stedet for at råbe den samme, lamme catchphrase på repeat indtil folk enten danser eller går hjem?

Det håber jeg. Og jeg tror det.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.