Hvem har den største følelse i dansk rap?

Billede

Mit seneste indlæg var oplagt og udlagde oplysninger om diverse lyrikeres piksona, i et forsøg på at give en grov guide til mine hungrende homegirls derude. Den lille tekst om dette store emne, viste sig at vække umådelig interesse, og jeg fik flere tusinde besøgende i løbet af blot få dage. Succesen har efterladt mig med lidt af et dilleremma, for jeg er på den ene side positivt pirret over påskønnelsen, men piver også over dens påtrængende natur. Jeg har hidtil været en pertentlig, påpasselig og privat person, mistroisk, misantropisk og helst mikroskopisk, gemt væk i et lillebitte hus for mig selv og min sjæl. Jeg er angst anlagt. Jeg er frygteligt frygtsom. Jeg foretrækker at flygte – langt ind i mit indre, ensomt isoleret i mørket, Sennheisers trykket mod ørene, tryllebønne i munden og min danske rapmusik i hovedet. Og nu er jeg derude. Ude i den store, farlige verden. Derude. Folk skriver til mig, folk læser mig, folk tager stilling til mig. Jeg har selvsagt selv skabt det og skaber mig ikke over at få hvad jeg vil ha’, men jeg må reagere, kommentere… Analysere på det. Hvad skal jeg gøre af dette afgørende nye element i mit liv?

 Jeg sidder stadig her i mørket, mærket af den mærkelige angst, mistroisk og glad på én gang. Bange og lykkelig i samme nu. Jeg kender kun til ét redskab, der kan redde mig. Lyrikken. Og der er ét nummer, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, når jeg bliver overmandet af mine dæmoner:

 

Jeg kan være den mur der beskytter din krop
eller blot en bunke sten hvis du selv vil byg’ den op

 

Angst er sindssygt. Min krop er et tempel, frygt er mit stempel og skæv er min vinkel. Så jeg er nu et hus, en bondegård der forgår, plantet i den jyske muld. Den kolde nordvestenvind piber ind af mine sprækker og blæser igennem stuerne. Det er netop en mur jeg har brug for. En mur der beskytter min krop. En tyk, tryg mur mod en styg, styg natur. Men illustrerer Illusionisten ikke nødvendigvis en illusion? Er det ikke hans natur? Givetvis. Selvfølgelig. Men teksten er ord og ord er sten. En stor stak af sten, som jeg kan pille fra hinanden og bygge som jeg vil. Sandt at sige er jeg ingen sandsigerske og ved vel egentligt ingenting om hvad Fyrsten har tænkt da han skrev sin tekst. Og det er også lige meget og på den måde bliver han og jeg meget lige. Bortset fra at jeg, teknisk set, er skæv lige nu. Men vi er lige i den forstand, at vi begge kan forstå hvad ordene skal stå for, for os selv og selvfølgelig kun dét.

 

jeg kan være den rebstige du bruger til at flygte
og på samme tid den tryghed du ik vidste du stadig søgte

 

Og han har ret. Jeg flygter – det er en simpel handling. Men det er kun når jeg står stille at jeg finder trygheden. Den tryghed jeg ikke vidste at jeg søgte. Den opstår, når nye ordsammensætninger opstår og jeg forstår et nyt perspektiv. Ordene er overalt omkring os, men især findes de i vores tanker. Når jeg hører raplyrikken og forstår en sammenhæng, en form som stenene kan opstilles i, så får jeg et nyt billede i mit hoved. Et nyt ord at tænke på. Et nyt ord at tænke med.

 

Jeg kan være det sidste slag hvor håbet triumferer
Jeg kan være dit hvide flag når du ik rummer mere

 

Jeg har været helt færdig de sidste par dage. Chokket over bloggens pludselige popularitet handlingslammede mig. Så jeg hejste det hvide flag og trak mig dybt ind i min rap-verden. Men derinde, hvor den stenede mur gav mig en smule tryghed, kunne jeg føle den spirende, pirrende glæde over at have produceret noget som rakte udover min egen verden. Dét skal i allesammen have en særlig tak for. I har vist mig, at mit liv kan være andet og mere end dette lille værelse, disse hovedtelefoner og mine egne dumme, krøllede tanker. Det giver mig en modvægt til angsten. Det giver mig håb.

 

Og i sidste ende vil håbet triumfere!

Tak.

Tags: , , , , , , ,

One response to “Hvem har den største følelse i dansk rap?”

  1. Jeppe Barslund says :

    Du skriver virkelig fedt Katrine. Din indgangsvinkel til at blogge og skrive om dansk rap er unik, original og kærkommen. Jeg håber du kan finde skrive-motivation i den små-skræmmende feed-back. Alt godt herfra

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: